Med over 900 besøgende summede huset af liv, aktiviteter og gode samtaler om, hvordan vi kan bruge vores ting længere, dele mere og købe mindre.
Der var noget for både store og små: byttebikse med tøj, legetøj, planter og værktøj, kreative workshops, silent disco og masser af stande med inspiration. Tøjbyttet var særligt populært og havde rekordmange besøgende i forhold til tidligere tøjbytte-weekender i Økolariet. Klimadagen var samtidig Økolariets hidtil største event og første gang, at hele huset blev taget i brug til et arrangement af den størrelse.
Dagen bød desuden på overrækkelsen af Vejle Kommunes Klimapris, hvor de seks finalister blev hyldet. Med hjælp fra formanden for Vejle Byråds klima-, natur- og miljøudvalg, Camilla Eva Hallenberg, blev der sat fokus på de gode lokale initiativer, der arbejder for klimaet i Vejle, og årets vinder blev fællesskabet omkring loppemarkedet i FREM Thyregod.
Klimadagen viser den store lokale opbakning og bredde i indsatsen for at fremme bæredygtighed og klimavenlige tiltag i Vejle Kommune.
https://www.vejle.dk/da/nyheder/klimadag-samlede-vejle-om-genbrug-faellesskab-og-gode-oplevelser/